For Mazda MX-5 entusiaster

NB 1998

 

Ejer: Jeppe, som skriver:

 

"Bilen er en 1998, 1,8l og farven hedder Evolution Orange – det er den fedeste farve og så er der ikke ret mange af dem.

Jeg fandt bilen på Nettet en fredag i januar 2004 og ringede med det samme for at aftale besigtigelse. Min hustru Anja og jeg kørte til Mazda i Silkeborg og prøvede bilen om lørdagen - i snevejr. Vi havde godt med tøj på for naturligvis var taget nede. Anja havde smil fra øre til øre, så om søndagen købte vi bilen. Vores MX-5 havde kun kørt 27.000km, 1 ejer, undervognsbehandlet, købt fra ny hos Mazda i Silkeborg og de har passet den med fuld service – både for os og for den tidligere ejer.

Andreas Fast har monteret fjernbetjening af centrallåsen og samtidigt fjernet det grimme digitale ur, der ligner noget fra en 80'er Corolla. Bilen har fået Stilauto Five 7x16" fælge i en særlig "super look" lakering, der er mørkere end normale alu-fælge. Dækkene er Continental Sport Contact 205/45-16, de står rigtig godt fast! 

I foråret 2005 var det tid til ny undervogn og Andreas sænkede bilen med H&R Racing fjedre, så den nu står 40mm lavere. Den er blevet dejlig hård i undervognen og efter den obligatoriske sporing kører den nu endnu mere som en go kart – just the way I like it! 

Bilen er sommer- og søndags-bil og bor til daglig i vores garage med gulvvarme og italienske klinker – Husets bedste rum som det ses på de nederste billeder. Måske Danmarks mest forkælede MX-5’er?"

 

© www.five-speed.dk | Disclaimer | E-mail: Webmaster | Sidst opdateret: 09/12/2012